11. maj
Næste mål på turen var Ayers Rock eller Uluru som aboriginal folket kalder den. Det var en god lang køretur på over 1500km for at komme til midten af Australien også kaldet The Red Centre. Det forstår man hvorfor det bliver kaldt efterhånden som man nærmer sig, da alt sandet er rødt og det samme med klipperne. Vi delte turen op i to dage og vi havde en lidt ubehagelig oplevelse på vejen. Vi kørte efter solnedgang den ene dag, da vi endnu ikke var nået frem til byen Cooper Pedy hvor vi skulle overnatte. Vi er ellers ikke meget for at køre når det er mørkt da det er nemt at komme til at ramme et dyr…og det gjorde vi så. Der stod pludselig en ko på vejen, men Allan nåede heldigvis at bremse så den fik kun et lille skub med kofangeren. Der var heldigvis ingen skade at se på bilen og koen fik allerhøjest en lille skramme på benet. Vi slap med skrækken og vil prøve at undgå at køre efter solnedgang igen. Vi nåede så endelig Ayers Rock dagen efter i et stykke. Ayers Rock er nærmest blevet Australiens varetegn. Den store sten var nu også noget for sig selv. Man forstår ikke rigtig hvor stor den egentlig er før man står for bunden af den. Vi var på nogle forskellige gåture rundt for at se den fra forskellige sider. Nogle steder var der noget aboriginal rock art, men det var nu ikke så flot som noget af det vi har set før. Der var et sted hvor der var mulighed for at bestige den. Aboriginal folket har ellers givet udtryg for at de ikke vil have at folk kravler på stenen, da de mener at det bringer uheld. Der er også 35 mennesker der er døde i løbet af årene i forsøg på at bestige den. På trods af det er der stadig mange der gør det og Allan var en af dem. Der var en del folk på vej op da vi kom og Allan var klar med det samme til at bestige klippen. Anna var knap så interesseret og havde glemt hendes gode sko tilbage i teltet, da hun ikke havde regnet med at der skulle være klatre aktiviteter. Hun blev i sikkerhed på jorden og Allan kravlede op selv. Bakken op er utrolig stejl og et stykke af vejen op er der ingenting at holde ved, så der skal ikke meget til før man får overbalance. Men Allan klarede turen og der var en fantastisk god udsigt fra toppen. Han synes det var turen værd, men det var hårdt. Vi var glade for at vi var taget til Ayers rock på trods af den lange tur. Det var nu noget specielt. I samme område ligger der nogle andre klipper der hedder The Olgas eller som aboriginal folket kalder dem Kata Tjuta. Der kørte vi også hen og gik en lille tur for at se dem.
Dagen efter var det den 10 maj og det var Annas 25 års fødselsdag. Vi forlod Ayers Rock og kørte til Kings Canyon ca. 350km væk. Vi var rundt og kigge lidt og gik en tur i området. Der så vi også nogle sultne dingoer. Vi var også ude at gå lidt ved Kathleen Springs, der ligger i en anden del af Kings Canyon. Der hoppede også et par kænguruer rundt i området. Til sidst syntes vi at vi havde fået nok af at kigge på klipper og vi tog til campingpladsen i stedet for at fejre Annas fødselsdag. Det var en hyggelig campingplads med en bar og nogle forskellige restauranter så vi fik en hyggelig aften ud af det. Vejret var heldigvis også godt, da der næsten aldrig er andet en godt vejr i The Red Centre. Det var rart at få lidt sol igen, det havde vi ikke fået så meget af i syd delen af Australien.
